Æblekanelsnurrer

Æble-kanelsnurrer2

Jeg har en voldsom svaghed for Meyers kanelsnurrer. De er store, bløde, fulde af remonce og ja, ligesom et stykke lækkert, sødt bagværk skal være efter min mening. Og så alligevel… nu er det jo dansk æble sæson, så hvad med at kombinere de to? Det har jeg prøvet nu, og mine æblekanelsnurrer smager totalt godt. Dem må I prøve at bage.

Æble-kanelsnurrer3

Udtrykket er blevet lidt rodet på dem, men det synes jeg faktisk ikke gør noget, når det bare er fordi jeg har været rundhåndet med remoncen. Opskriften på snurrerne er min egen, men fremgangsmetoden er fra Meyers.

Æblekanelsnurrer4

Ingredienser

Ca. 15 stk.

 

Vaniljeprikket æblemos

  • 1 vaniljestang
  • 1 tsk sukker
  • 400 g syrlige æbler i tern uden skræl
  • 1 dl vand

 

Dej

  • 50 g gær
  • 2 dl mælk
  • 100 g smør
  • 2 dl yoghurt
  • 100 g sukker
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk havsalt
  • 1 æg
  • 300 g æblemos
  • ca. 1 kg hvedemel

 

Remonce

  • 100 g æblemos
  • 100 g sukker
  • 100 g blødt smør
  • 2-3 spsk stødt kanel

 

Desuden

  • 1 sammenpisket æg til pensling

 

Vaniljeprikket æblemos: Skrab kornene ud af vaniljestangen, og bland med sukkeret. Kom vaniljesukker, den tomme vaniljestang, æbletern og vand i en gryde. Lad det koge indtil æblerne er møre, og kan moses ved bare at røre rundt med en ske. Hæld mosen over i en skål, og sæt den til side, mens du laver dejen.

 

Dej: Smuldr gæren i en stor skål, og opløs den med lunet mælk og smør. Rør yoghurt, sukker, kardemomme, salt, æg og æblemos ud i blandingen. Tilsæt mel indtil dejen er æltet blød og fugtig, uden dog at klistre. Læg et viskestykke over skålen, og lad dejen hæve i 1-2 timer.

 

Remonce: Rør alle ingredienserne godt sammen.

 

Opbygning: Rul dejen ud på et meldrysset bord til den er ca. 40 x 50 cm. Smør remoncen jævnt ud på dejen. Fold en tredjedel af dejen ind mod midten, og den anden tredjedel ind over den første, så du nu har tre lag. Rul dejen ud til den er ca. 30 x 50 cm, men undgå at trykke så hårdt med kagerullen, at remoncen bliver klemt ud. Skær dejen i strimler á 3 cm på den lange led.

 

Sno hver strimmel 4-5 gange. Tag en snoet dejstrimmel op med den ene hånd, og sno den to gange om din anden hånds pege- og langefinger, og træk fingrene til dig, så snippen hæftes inde i bollen. Lad snurrerne hæve i en times tid. Pensl snurrerne med lidt æg, og bag dem ved 175 grader i ca. 12-14 minutter. Lad dem køle lidt af på en bagerist, inden I kaster jer frådende over dem 🙂

 

4 tanker om "Æblekanelsnurrer"

  1. Er virkelig gode:-) Et par striber glasur henover gjorde dem ikke dårligere. Jeg ved i øvrigt ikke lige hvordan det kunne lade sig gøre, men jeg fik 26 stk ud af portionen og så var de endda på størrelse med en underkop:-) Det skal man dog ikke klage over! Mums!

    • Mmm hvor er det godt at høre. Det lyder som en rigtig god idé med glassuren – det er en kanelsnegl aldrig blevet dårlig af! Vildt nok med mængden… måske har nogle af mine været grotesk store(?) eller også har jeg slacket lidt med hævningen. Hvor om alting er, så er det da kun godt, at du fik så mange ud af det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *