Baked Alaska med hindbær og pistacie

Baked Alaska med hindbær og pistacie4

 

Tænk, at min sommerferie allerede er slut. Jeg begyndte på arbejde i mandags, og det er hårdt skal jeg hilse at sige! Prøver dog at tage det med ro, så sommerstemningen ikke bliver rystet af mig lige med det samme.

 

Jeg kan se tilbage på en virkelig lang og dejlig sommerferie, hvor jeg er kommet heeelt ned i gear. Vores rejse til den amerikanske vestkyst har været helt fantastisk, og det har været underskønt at have tid og lyst til at bage en masse lækre kager og lave is i lange baner. At være kreativ og finde på nye opskrifter kræver et vist overskud, som jeg håber på at kunne holde godt fast i.

 

En af de skønne isdesserter, som jeg har nydt i min sommerferie er denne her utrolig velsmagende baked Alaska med hindbærsorbet og pistaciebund. Wauw det er godt!

 

Baked Alaska med hindbær og pistacie2

Baked Alaska med hindbær og pistacie3

 

Ingredienser

Ca. 6 personer

 

Hindbærsorbet

  • 350 g hindbær
  • ½ vaniljestang
  • 100 g sukker
  • 100 ml vand
  • ½ citron, saften

 

Bund

  • 80 g pistacienødder
  • 2 æggehvider
  • 100 g sukker

 

Marengs

  • 90 g æggehvide
  • 200 g sukker
  • 110 g vand

 

Desuden

  • 6 tsk hindbærmarmelade

 

Hindbærsorbet: Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med lidt sukker. Kom vaniljesukker, sukker, hindbær og vand i en gryde, og lad det koge i nogle minutter. Blend bærerne, fx med en stavblender eller i en foodprocessor. Si kernerne fra og smag saften til med citron. Lad hindbærsaften køle helt af.

 

Kør saften til is på en ismaskine. Alternativt kan du også fryse saften, og køre den cremet i en foodprocessor.

 

Støb isen i halvkugleforme (fx silikoneforme på 7,5 cm i diameter) eller kom den i en beholder med husholdningsfilm, som du kan skrabe is-kugler af. Sæt isen i fryseren natten over.

 

Bund: Blend pistacienødderne til groft mel. Pisk æggehviderne og sukker til marengs. Vend pistacienødderne i marengen. Smør marengen ud på et stykke bagepapir (ca. 1,5 cm tykkelse). Bag bunden i ca. 15 min ved 175 grader. Lad bunden køle helt af.

 

Marengs: Pisk æggehviderne stive. Tilsæt en teske sukker og pisk videre ved lav hastighed. Kog imens sukker og vand op til 120 grader i en lille gryde. Hæld langsomt den varme sirup over æggehviderne, og pisk indtil marengen er blevet blank, sej og afkølet. Det tager 5-10 minutter.

 

Opbygning: Stik bunde ud i samme størrelse som is-kuglerne. Kom en god teske hindbærmarmelade oven på hver af bundene og derefter isen.

 

Baked Alaska med hindbær og pistacie1

 

Sprøjt tutter af marengs på iskagerne, så det dækker helt. Alternativt kan du også smøre marengen på iskagerne. Giv marengen lidt farve med en bunsenbrænder.

 

Server med det samme!

 

6 tanker om "Baked Alaska med hindbær og pistacie"

  1. Jeg har en veninde er elsker…..nej, hun ELSKER desserter. Jeg tror jeg vil forsøge at forkæle hende med sådan en næste gang vi ses 🙂

  2. Elsker de farver sammen:-)
    Fra jeg så dette indlæg til hindbærsorbeten var “in the making” gik der højst 3 min.
    Nu er de på frys og venter på deres “marengspels.”
    Er sikker på at de bliver en succes!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *