Brombær craquelins

Cream puffs med brombær2

 

Craquelins – eller på dansk vandbakkelser med en krakkeleret cookie på toppen. Det er nogle forbandet lækre kager, hvis du spørger mig.

 

Jeg smagte dem for første gang i Paris for flere år siden. Det var på opfordring af en af mine veninder, og hold op for et godt (og næsten farligt) bekendtskab. De er sprøde og bløde på samme tid, og så er de sgu lidt nuser!

 

Det seneste skud craquelins på min stamme er fyldte med… brombær – hvilket måske ikke den store overraskelse efter jeg gennem den senere tid har været nærmest besat af de sorte bær 🙂

 

Fortsat rigtig god søndag,

Anine

 

Cream puffs med brombær6

Cream puffs med brombær5

Cream puffs med brombær1

 

Ingredienser

Ca. 15 stk.

 

Pâte à Choux

  • 45 g mel
  • 10 g sukker
  • 60 g vand
  • 30 g smør
  • Lidt salt
  • 60 g æg (sammenpisket)

 

Cookies

  • 45 g muscovadosukker
  • 35 g mel
  • 10 g mandelmel
  • 30 g smør

 

Brombærcreme

  • 2 blade husblas
  • 125 g hvid chokolade
  • 3 dl fløde
  • 300 g brombær
  • 1 lime

 

Pynt

  • Ca. 300 g brombær
  • Skovsyre
  • Blomsterblade

 

Pâte à Choux: Bland mel og sukker sammen i en skål, og sæt det til side. Kom vand, smør og salt i en gryde, og lad smørret smelte ved middel varme. Når smørret er smeltet skrues der op til høj varme. Så snart det begynder at koge tages gryden af varmen, og melblandingen hældes i. Rør rundt med en træske i et minuts tid.

 

Blandingen skal nu gerne være blevet til en blød dej-bolle. Sæt gryden tilbage på middel-lav varme, og rør rundt i yderligere et minuts tid.

 

Kom dejen over i en røremaskine med dejspade. Lad maskinen køre ved lav hastighed i 15 sekunder, så dejen afgiver lidt varme. Det sammenpiskede æg tilsættes under fortsat piskning, ca. en fjerdedel af gangen. Kom først mere æg i, når dejen har optaget ægget. Afslut med 15 sekunders piskning ved middel hastighed.

 

Kom dejen i køleskabet til den er helt kold. Gerne til dagen efter.

 

Form små dejkugler på ca. 2,5 cm i diameter og 1,5 cm i højden, og kom dem på en bageplade med silikonemåtte eller bagepapir. Husk god afstand, da de puffer godt op under bagningen. Forstøv kagerne med lidt vand, hvis de ikke allerede er blevet lidt fugtige.

 

Cookies: Ælt alle ingredienserne godt sammen. Rul den tyndt ud til en tykkelse på ca. 2 mm, og stik små kager ud på 2,5 cm i diameter. Læg kagerne oven på dejkuglerne.

 

Cream puffs3

 

Bag kagerne i 25-30 minutter ved 175 grader (standard – ikke varmluft). Lad dem køle helt af på en rist.

 

Brombærcreme: Udblød husblassen i en skål med vand. Hak chokoladen og kom den i en skål. Bring brombær og fløde i kog. Mos bærerne, og vrid husblassen for vand før den røres ud i fløden. Sigt fløden lidt efter lidt over chokoladen, mens du rører med en dejskraber. Tilsæt limesaft. Sæt cremen på køl til den har sat sig helt – gerne til dagen efter.

 

Pisk brombærcremen tyk og luftig, og kom den i en sprøjtepose med en rund tyl.

 

Opbygning: Skær toppen af kagerne, og fyld dem med brombærcreme. Pynt med brombær og læg låget på kagerne. Top af med lidt skovsyre og blomsterblade.

 

Klar, parat, spis!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *