Brombærlagkage med pistacie

Brombærlagkage med pistacie1

 

Der er forår i luften – og her på bloggen.

 

I denne her weekend har jeg, sammen med et par kageglade folk, nydt en skøn og meget forårsfin brombærlagkage med pistacie. Den er virkelig et hit.

 

Kagen består af en blondiebund med brombær, dvs. en hvid chokolade brownie med brombær, et lag brombærmousse og massevis af pistacienødder. Kagen er pyntet med spiselige blomster og brombær – mums!

 

Brombærlagkage med pistacie2

Brombærlagkage med pistacie4

Ingredienser

6 stykker

 

Blondie med brombær

  • 70 g hvid chokolade
  • 70 g smør
  • 30 g sukker
  • 1 æg
  • Lidt havsalt
  • 30 g mel
  • 70 g brombær

 

Brombærmousse

  • 2 blade husblas
  • 100 g brombærmarmelade
  • 10 g frysetørret brombærpulver
  • 20 g flormelis
  • 150 g mascarpone
  • ½ citron, saften
  • 60 g pasteuriseret æggehvide
  • 1 tsk sukker

 

Pynt

  • 100 g hakkede pistacienødder
  • Spiselige blomster
  • Lidt brombær

 

Blondie: Hak chokoladen groft. Smelt chokolade og smør over vandbad. Pisk sukker, æg og havsalt sammen. Tilsæt chokoladesmørret under omrøring med en dejskraber. Sigt melet i dejen

 

Spænd et stykke bagepapir ud på bunden af en 15 cm springform. Smør den med en smule neutral olie. Kom dejen i formen, og fordel bærerne på bunden. Tryk bærerne ned i dejen, så de er dækket.

 

Bag kagen ved 175 grader i ca. 25 minutter. Lad kagen køle helt af.

 

Brombærmousse: Udblød husblassen i rigeligt koldt vand. Pisk marmelade, frysetørret brombærpulver, flormelis og mascarpone sammen. Smag til med citronsaft.

 

Vrid husblassen for vand og smelt husblassen i et vandbad. Rør den ud i cremen. Pisk æggehviderne stive med sukkeret og vend dem i cremen.

 

Opbygning: Læg bunden på en plade/kagefad. Sæt springformens kant rundt om bunden, og kom en strimmel plastik langs formens kant. Fordel brombærmoussen på bunden. Sæt kagen på køl til cremen har sat sig. Det tager et par timer.

 

Pynt: Fjern form og plastik fra kagen. Pynt hele kagen med pistacienødder – både sider og kanter. Kom kagen over på et kagefad, og pynt den med spiselige blomster og brombær.

 

Så er der serveret!

 

10 tanker om "Brombærlagkage med pistacie"

  1. Hej Anine,

    Hvis man laver en dobbelt portion, hvad størrelse ring vil du så bruge?
    Eller hvor høj er den ca.?
    Skal lave den i dag. og glæder mig meget til det, så den så smuk ud og skønne smage.

    Venligst,
    Vibeke

    • Hej Vibeke
      Jeg beklager det sene svar, men jeg har haft en masse om ørerne i denne her uge, som har drejet sig om alt andet end kager.
      Jeg ville nok bruge en 20-22 cm form til en dobbeltportion.
      Håber du fik bagt kagen uden mit svar 🙂
      Mange hilsner
      Anine

  2. Hej Anine,

    Flotte, flotte kager!
    Jeg skal holde fødselsdag og overvejer at lave en af dine kager. Lige nu kigger jeg på tre forskellige:
    – Brombærlagkage med pistache
    – Lagkage med chokolade og havtorn
    – Brombærlagkage med hvid chokolade og lakrids

    Jeg har to spørgsmål:
    Kan man lave disse kager 1-2 dage før festen? Og skal disse kager helst stå på køl helt indtil den skal serveres eller kan den stå uden for køleskab de sidste 4-5 timer før servering?

    Og så overvejer jeg om man kan erstatte husblas med noget andet? Har du erfaring med det? Fx agar-agar?

    Hilsen anna

    • Hej Anna

      Mange tak skal du have!

      Alle tre kager kan sagtens laves 1-2 dage i forvejen. Faktisk har de kun godt af at sætte sig.

      Jeg vil mene, at særligt lagkagen med chokolade og havtorn og bromlærlagkagen med hvid chokolade og lakrids er velegnet til at stå uden for køleskab i længere tid. Dog vil jeg tro, at der skal noget mere stivelse i brombærlagkagen med pistacie, hvis den skal kunne holde til det.

      Jeg bruger altid selv husblas, og har ingen erfaring med agar-agar. Men jeg kan ikke forestille mig, at du ikke skulle kunne bruge det i stedet for.

      Jeg beklager det sene svar, men jeg har haft en masse om ørerne i denne her uge, som har drejet sig om alt andet end kager.

      Mange hilsner
      Anine

  3. Den ser virkelig, virkelig lækker ud. Skøn farvesammensætning:-)
    Og sikke appetitvækkende fotos af “værket”

  4. wow!!! hvor ser den lækker og sommerlig ud!! men fik lidt ondt i maven da jeg læste opskriften igennem- vil husblassen ikke ‘trevle’ hvis den puttes varm ned i den kolde mascarponeblanding?
    Tak for en meget inspirerende blog!!
    -Amanda 🙂

    • Tusind tak Amanda, det gør mig smadder glad at høre!
      Nej, slet ikke. Jeg laver tit cremer og mousser på den måde, og jeg har endnu ikke fået gele-trevler i kagerne. Hvis bare man sørger for at smelte husblassen over vandbad, og komme den i under piskning, så burde alt være i den skønneste orden.
      – Anine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *