I fredags gik jeg på sommerferie. En lang sommerferie. 6 uger for at være helt nøjagtig. Og jeg glæder fuldstændig vanvittigt til at lave lige præcis det, jeg har lyst til.
Jeg har en masse spændende oplevelser foran mig, som glæder mig vildt meget til. En rejse til Island, en tur til Skagen og sol på Sicilien. Og så skal jeg selvfølgelig bage kager og lave is i stride strømme. Kæft, hvor bliver det bare skønt!
Tænkte, at jeg hellere måtte give kage, når nu jeg damper af så længe. Derfor stod jeg torsdag aften og bagte kager til mine kollegaer – brownies med mørk chokolade og kirsebær. De fald vist i ret god jord.
Massevis af sommerstemning herfra,
Anine
Ingredienser
Ca. 8 stk.
Brownie
- 150 + 100 g mørk chokolade, 70 pct.
- 50 g smør
- 150 g sukker
- 2 æg
- 25 g mel
- 10 g kakao
- ½ tsk havsalt
- 25 g hasselnødder
Chokoladeganache
- 100 g chokolade, 70 pct.
- 1 dl fløde
- 20 g honning
- Lidt havsalt
Desuden
- Kirsebær til pynt
Brownie: Hak 150 gram af den mørke chokolade og smelt chokolade og smør over vandbad. Pisk sukker og æg let sammen. Rør chokoladesmørret i æggemassen med en dejskraber. Sigt mel og kakao i dejen. Tilsæt havsalt.
Hak hasselnødder og de sidste 100 gram chokolade groft, og vend i dejen. Hold eventuelt en håndfuld tilbage, som du kan drysse over kagen inden den bages.
Hæld dejen i en springform på ca. 20 cm beklædt med bagepapir. Drys grofthakket mørk chokolade og hasselnødder oven på kagen.
Bag kagen i ca. 30 min. ved 175 grader. Lad kagen køle af.
Chokoladeganache: Hak chokoladen, og kom den i en skål. Bring fløde og honning i kog. Hæld langsomt den varme honningfløde over chokoladen under omrøring med en dejskraber. Rør til ganachen bliver helt blank. Tilsæt havsalt.
Lad ganachen sætte sig til den har konsistens som meget blødt smør.
Pynt: Sprøjt små tutter af chokolade på toppen af kagen og pynt med kirsebær.