Chokoladecheesecake

Chokoladecheesecake3

 

Glad for chokolade og cheesecake?

 

Så skulle du måske prøve at kaste dig ud i denne her ret lækre (halvtunge) cheesecake med sprød kiksebund, kraftig chokoladesmag og friske røde sommerbær. Som fan af både mørk chokolade og cheesecake har kagen i hvert vundet indpas hos mig og de gode folk, jeg har delt kagen med!

 

I kagen bruger jeg kondenseret mælk for at give kagen noget sødme, så den mørke chokoladesmag ikke bliver alt for dominerende. Hvis du er mere til mælkechokolade, så kan du også sagtens bruge det. Bare husk at smage cremen til før du tilsætter alt den kondenserede mælk. Rigtig god fornøjelse!

 

Chokoladecheesecake4

Chokoladecheesecake1

Ingredienser

Ca. 6 personer

 

Kiksebund

  • 50 g blødt smør
  • 100 g digistivekiks
  • 30 g brun farin

 

Chokoladecreme

  • 1 blad husblas
  • 200 g neutral flødeost
  • 85 g cremefraiche, 18 pct.
  • 100 g kondenseret mælk
  • 100 g chokolade, 70 pct.

 

Desuden

  • En smule kakaopulver
  • Friske bær til pynt

 

Kiksebund: Smelt smørret. Blend kiksene med brun farin, og tilsæt det smeltede smør. Kom kikseblandingen i en 15 cm springform, hvor der er spændt bagepapir ud over bunden. Tryk kiksebunden ned i formen med bunden af et glas. Bag kiksebunden i ca. 15 minutter ved 175 grader til den er gylden. Lad bunden køle helt af.

 

Chokoladecreme: Læg husblassen i en skål med koldt vand. Kom flødeost og cremefraiche i en skål, og pisk cremen luftig. Pisk det kondenserede mælk i cremen. Smelt chokoladen over vandbad, og kom det i cremen under omrøring. Smelt nu husblassen over vandbad, og pisk det i cremen.

 

Opbygning: Klip en strimmel plastik (fx fra en plastiklomme), som sættes langs springformens kant. Fordel chokoladecremen på kiksebunden. Glat overfalden. Dæk kagen til med husholdningsfilm og stil den på køl til kagen har sat sig – gerne til dagen efter.

 

Pynt: Befri den kolde kage fra springform og plastik. Sigt kakaopulver over kagen og pynt med friske bær, fx jordbær og hindbær.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *