Crunchy chokoladetærte med æbler

chrunchy-chokoladetaerte-med-aebler5

 

Ahh endelig efterårsferie.

 

Efter nogle måneder med gang i den, er det skønt at kunne trække stikket. Jeg har brugt en del krudt på et stort projekt på mit arbejde, som endelig er afsluttet og kørt helt i mål. Det er simpelthen en fed oplevelse!

 

Lidt af min nyvundne fritid har jeg blandt andet brugt på at opskriftsudvikle. Indtil videre er det blevet til en crunchy chokoladetærte med varme krydderier, timian og æbler.

 

Tærten er lige efter mit hoved, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg lige nu i gang med mit fjerde stykke… Den smager bare alt for godt.

 

Mange hilsner

Anine

 

chrunchy-chokoladetaerte-med-aebler6

chrunchy-chokoladetaerte-med-aebler4

chrunchy-chokoladetaerte-med-aebler7

 

Ingredienser

8-10 stykker tærte

 

Crunchy bund

  • 150 g sukker
  • 100 g mandler
  • 50 g cornflakes
  • 10 g kakao
  • ½ tsk havsalt
  • 1 tsk frisk timian
  • 60 g smør

 

Chokoladeganache

  • 200 g chokolade
  • 2 dl fløde
  • 2 kanelstænger
  • 1 spsk blandede varme krydderier (kardemomme, nelliker, sort peber mv.)
  • 60 g agavesirup
  • 1 tsk havsalt

 

Desuden

  • Lidt kakaopulver
  • 2 store æbler
  • 1 lime
  • Lidt frisk timian

 

Crunchy bund: Smelt sukkeret til karamel. Rør mandler og cornflakes i karamellen, og tag det af varmen. Lad crunchen køle af på bagepapir. Blend crunchen groft. Tilsæt kakao, salt, timian og smeltet smør. Blend nu crunchen lidt finere – men husk at der fortsat er noget at tygge på.

 

Kom crunchen i en kagering på ca. 20 cm, der er placeret på et skærebræt beklædt med bagepapir. Mas crunchen ned i kageringen med bunden af et glas. Sæt bunden på køl.

 

Chokoladeganache: Varm fløde, krydderier (som lige er blevet stødt en smule i en morder), sirup og salt op. Lad fløden trække i 10 minutters tid, mens du hakker chokoladen fint. Kom chokoladen i en skål. Kog fløden op igen, og sigt fløden i chokoladen, mens du rør med en dejskraber.

 

Sæt en kagering på 15 cm oven på bunden. Hæld chokoladeganachen i ringen, og lad chokoladen sætte sig på køl.

 

Sigt lidt kakaopulver over chokoladen.

 

Pynt: Fjern kernehuset fra æblerne, og skær dem i tynde og nogenlunde lige store skiver. Dryp lidt limesaft over æbleskiverne.

 

Fjern kageringen omkring chokoladen, og sæt æblerne langs chokoladen og ud til kagens kant. Pynt med en smule frisk timian.

 

Tip: Kagen kan sagtens laves dagen i forvejen. Lad den kolde kage temperere på køkkenbordet i en times tid inden servering – så bliver ganachen helt perfekt.

 

2 tanker om "Crunchy chokoladetærte med æbler"

    • Tusind tak, Maria :) Jeg er virkelig glad for, at kagen kan inspirere lidt til selv at gå i køkkenet! Også ønsker om et godt efterår herfra.
      Mange hilsner
      Anine
      PS: Rigtig fine negle og make-up – jeg er vild med Alice i eventyrland!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>