Eclair med karamel og mælkechokolade

1298FD48-92DD-4044-AE75-CE2DE463C663

 

Hvis der er ét lands kager jeg holder særligt af, så er det Frankrig. Og jeg har en helt særlig forkærlighed for eclairs. Gerne i flertal.

 

Efter at have tilbragt en del af min sommerferie på Korsika er den begejstring ikke blevet mindre. Omend, at min idylliske drøm om at spise eclair nede på stranden ved det azurblå vand blev overhalet af den bagende varme, som resulterede i, at mine nyindkøbte eclairs nærmest smeltede og måtte spises i én køre på en tilfældig bænk… Det føltes knap så luksuriøst og gav nærmest bare sukkerchok.

 

Følte nok lidt, at jeg havde et ‘unfinished business’ og at jeg ikke havde nydt de eclairs helt så meget, som jeg gerne ville. Så da jeg kom hjem havde jeg en kæmpe lyst til (og en god undskyldning for) at gå i gang med at bage eclairs. Og det har jeg så gjort.

 

Det er blevet til en rigtig lækker en af slagsen. Fyldt med saltet karamel og mælkechokolade. Totalt vanedannende.

 

Jeg endte selv med at spise forfærdeligt mange af dem, men fik heldigvis også delt lidt ud af kagerne til en dejlig veninde og en tjener på Il Buco (!). Begge synes de smagte dejligt.

 

Mange hilsner

Anine

 

B91E966E-085F-4A86-BD4E-A4F505D7C360

FA16F3AB-998E-44B0-BAF9-9445448BECB8

 

Ingredienser

Ca. 12 stk.

 

Pâte à Choux

  • 88 g mel
  • 17 g sukker
  • 120 g vand
  • 60 g smør
  • Lidt salt
  • 120 g æg (sammenpisket)

 

Karamelchokoladecreme

  • 1 dåse dulce de leche
  • 2 dl fløde
  • 300 g mælkechokolade
  • 50 g glukosesirup
  • 2 tsk havsalt

 

Desuden

  • 1/2 dl fløde
  • Lidt havsalt

 

Pâte à Choux: Bland mel og sukker sammen i en skål, og sæt den til side. Kom vand, smør og salt i en gryde, og smelt smørret ved middel varme. Når smørret er smeltet skrues der op til høj varme. Så snart det begynder at koge tages gryden af varmen, og melblandingen hældes i. Rør rundt med en ske i et minuts tid.

 

Blandingen skal nu gerne være blevet en blød dej-bolle. Sæt gryden tilbage på middel-lav varme, og rør rundt i yderligere et minuts tid.

 

Kom dejen over i en røremaskine med dejspade. Lad maskinen køre ved lav hastighed i 15 sekunder, så dejen afgiver lidt varme. De sammenpiskede æg skal tilsættes under fortsat piskning og omkring en fjerdedel af gangen. Kom først mere æg i, når dejen har optaget ægget. Afslut med 15 sekunders piskning ved middel hastighed.

 

Kom dejen over i en sprøjtepose med en mangetakket tyl på 1,5 cm. i åbningen (french star tip). Læg dejen i køleskabet til den er helt kold. Gør en bageplade med en silikonemåtte klar.

 

Tænd for ovnen ved 190 grader (standard – ikke varmluft).

 

Sprøjt striber af dej ud på måtten. Prøv at lave dem så lige og ensartede som muligt, da det giver klart det flotteste resultat! Tryk enderne på plads med en våd finger, og sprøjt til sidst lidt vand over dem.

 

A9EA88A4-C884-4EE4-98DF-A1F17E719A5D

 

Kom kagerne i ovnen, og skru med det samme ned til 175 grader. Lad dem bage i 30 minutter. Herefter vendes pladen, og de bager videre ved 160 grader i 15 minutter. Lad dem køle helt af på en rist.

 

Karamelchokoladecreme: Hak chokoladen groft. Kog fløden op, tag den af varmen og tilsæt glukosesiruppen. Hæld den varme fløde over chokoladen, mens du rører med en dejskraber. Tilsæt dulce de leche og havsalt og rør cremen ensartet. Sæt cremen i køleskabet i en times tid.

 

Opbygning: Lav et hul i den ene ende af kagerne sådan at hullet vil blive dækket, når kagerne overtrækkes med chokolade. Fyld kagerne med creme.

 

Overtræk: Kog en halv deciliter fløde op og rør ud i to store skefulde af cremen. Cremen skal være mere flydende end den der er indeni kagerne, men uden at løbe. Dyp kagerne i chokoladen.

 

Pynt med lidt havsalt.

 

Opbevar kagerne på køl til de skal spises.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>