Græskarskiver

graeskarskiver-med-nougat6

 

Julemåneden er skudt i gang, og jeg har traditionen tro samlet alle mine juleopskrifter i fanen jul, så du nemt kan finde dem.

 

Jeg ligger for med en ny opskrift på noget jeg kalder “græskarskiver”. Det er æbleskiver uden æbler. Til gengæld indeholder de græskarmos, og en kerne af smeltet nougat(!). Pænt lækkert, hvis jeg selv skal sige det.

 

graeskarskiver-med-nougat3

 

Græskaret har jeg fået af min kollega Pernille, som dyrker græskar i sin have. Hun havde godt sagt til mig, at sorten hed “blue giant”, og nok vejede omkring 5-7 kg. Det lod jeg mig ikke skræmme af, men da hun kom anstigende med en af de blå IKEA-poser med noget, der umuligt kun vejede 5-7 kg. fik jeg alligevel en lille klump i halsen.

 

Kæmpegræskaret vejede i virkeligheden 14 kg. og jeg skulle jo fandme have hjælp til at slæbe det ud af bygningen på mit arbejde og hen til toget :) Samtidig var det en fuldstændig vanvittig opgave at skære græskaret ud. Skallen var forholdsvis hård og græskaret ret bastant, så trods det, at jeg havde bevæbnet mig med min allerskrappeste kniv, måtte jeg sande undervejs, at det lortejob ikke blev uden vabler.

 

Men det lykkedes til sidst, og ud over græskarskiverne har jeg indtil videre lavet græskarsuppe, diverse pastaretter med græskar, foccacia med græskar, syltede græskar og pumpkinbread… Og så er min fryser selvfølgelig proppet til bristepunktet med græskartern og fritter. (Læs: der kommer nok en del flere opskrifter med græskar!)

 

anine_nov16_6

 

Ingredienser

ca. 15 stk.

 

Græskarskiver

  • 3 dl hvedemel
  • ½ tsk salt
  • 20 g sukker
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk natron
  • 1 knivspids bagepulver
  • Skal af ½ citron
  • Korn af ½ vaniljestang
  • 2 dl kærnemælk
  • 300 g græskar (kogt, moset og let afkølet)
  • 2 æg
  • Ca. 100 g. nougat

 

Græskarskiver: Bland mel, salt, sukker, kardemomme, natron, bagepulver, citronskal og vaniljekorn sammen. Kom kærnemælk, græskarmos og æggeblommer i dejen, og pisk det godt sammen. Lad dejen hvile i 30 minutter i køleskab. Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen.

 

Bagning: Varm æbleskivepanden og pensl den med smør. Fyld hullerne 3/4 op. Lad dejen sætte sig en smule i kanten. Vend græskarskiverne 1/3 rundt med en kødnål eller strikkepind. Læg et stykke nougat ind i midten, og vend skiverne helt rundt.

 

Bag græskarskiverne i nogle minutter til de er blevet fint lysebrune.

 

Klar, parat, spis!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>