Himmelsk chokoladetærte med karamel

Chokoladetærte med karamel1

Engang i mellem bliver resultatet af mine strabadser i køkkenet bare særligt vellykkede. Tærten her, er efter min smag, en af den slags kager.

 

Tærten har en sprød kakao-mandelbund og to meget smagfulde lag. Det nederste lag består af cremet karamel, hvorpå der ligger den skønneste chokoladeganache smagt til med kanel, kardemomme og appelsin. Det gør tærten julet på en helt fantastisk måde. Får I også julet lidt?

Chokoladetærte med karamel2

Fangede lige en solstråle på en ellers kold og stormende dag – dejligt!

Chokoladetærte med karamel4

Ingredienser

ca. 6-8 personer

 

Karamel

  • 1 ds kondenseret mælk

 

Mørdej

  • 40 g flormelis
  • 30 g mandelmel
  • 100 g hvedemel
  • 1 spsk kakao
  • ½ æg
  • 60 g smør
  • Knivspids salt

 

Chokoladeganache

  • 150 g chokolade
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1½ dl fløde
  • ½ dl mælk
  • 1 spsk honning
  • 1 æg
  • 3 spsk appelsinsaft
  • Knivspids salt

 

Desuden

  • En smule gelé til pensling
  • Hakkede pistacienødder
  • Frysetørret hindbær

 

Karamel: Fjern etiketten fra dåsen med kondenseret mælk, og lad den simre i rigeligt vand i 3 timer. Lad dåsen køle af i 1 time. Hæld karamellen ned i en skål, og pisk den glat med et piskeris.

 

Mørdej: Ælt alle ingredienserne godt sammen. Sæt mørdejen på køl i en halv times tid. Tænd ovnen på 175 grader. Rul dejen ud på et melet køkkenbord, og kom den over i en 20 cm tærteform med løs bund. Prik huller i mørdejen med en gaffel. ”Blind bag” tærten i 10 minutter ved at komme et stykke stanniol over mørdejen og fylde tærteformen med tørrede ris, bønner eller noget helt tredje. Fjern stanniolen fra tærten umiddelbart efter den er taget ud af ovnen.

 

Chokoladeganache: Hak chokoladen fint, og kom den i en skål med kanel og kardemomme. Bring fløde, mælk og honning i kog. Hæld langsomt den varme honningfløde ned til chokoladen under omrøring med en dejskraber. Rør til ganachen bliver helt blank. Pisk et æg sammen i et glas og rør det ud i chokoladeganachen. Tilsæt endelig appelsinsaft og salt under omrøring.

 

Opbygning: Kom et lag karamel på ca. ½ cm i den forbagte tærtebund. Hæld derefter chokoladeganachen over karamellen, så den næsten når kanten. Bag tærten færdig ved 150 grader i 15 minutter. Lad tærten afkøle til stuetemperatur.

 

Pynt: Pensl tærten med en smule gelé. Jeg brugte lidt ribsgelé. Pynt med hakkede pistacienødder og frysetørret hindbær – så er tærten lige til at sætte tænderne i!

 

6 tanker om "Himmelsk chokoladetærte med karamel"

  1. Ved du om tærten kan laves en dag i forvejen? Tænker at den skal i køleskab, og bunden nok bliver blød.
    Har du prøvet det? 🙂
    Mvh Mia

    • Tærten kan sagtens laves dagen i forvejen, uden at bunden bliver blød.
      Det har jeg faktisk selv gjort. Mener, at jeg havde den til at stå på køkkenbordet natten over, hvor chokoladen satte sig.
      Bunden skal nok beholde sin dejlige sprødhed 🙂
      Mange hilsner
      Anine

  2. Tærten ser super lækker ud, og jeg er i gang med at bage den selv. Kan det passe at chokoladeganachen er flydende inden den bliver bagt?
    Mvh Carina.

    • Dejligt med et bageprojekt her på en lørdag.
      Ja, ganachen er ret flydende inden den bliver bagt.
      Mange hilsner
      Anine

  3. Åh hvor ser den bare god ud! (læs: mega lækker, sådan en kunne jeg godt spise lige nu) 😉
    Jeg har også en madblog, hvis du kunne tænke dig at kigge forbi anna-mad.blogspot.dk
    Knus Anna

    • Tusinde tak skal du have, Anna! Som det fremgår af indlægget er jeg også selv ret godt tilfreds 🙂
      Jeg vil bestemt lægge vejen forbi din madblog – kan se allerede nu, at du har lavet nogle enormt lækre salater!
      Bedste hilsner
      Anine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *