Hvid chokolademousse med jordbær

Hvid chokolademousse med jordbær2

 

For første gang nogensinde har jeg jordbær på min altan – og jeg ELSKER det! De smager fortryllende af sommer (beklager klichéen, men det gør de altså). Måske smager de ekstra godt, fordi jeg selv har dyrket dem… Det tror jeg.

 

Nu er min altan ret lille, så jeg kan ikke prale af den helt store høst, men nogle af bærerne indgår da i denne her lækkerbisken af hvid chokolademousse med både syltede og rå jordbær.

 

Skynd jer at komme i sving, mens det stadig er sæson for de dejlige danske jordbær – det her smager uforskammet godt!

 

Hvid chokolademousse med jordbær3

Jordbær

Hvid chokolademousse med jordbær5

 

Ingredienser

Ca. 6 portionsglas

 

Syltede jordbær

  • 250 g jordbær
  • 1 spsk vand
  • ½ citron, saften
  • 10 g sukker

 

Hvid chokolademousse

  • 1 blad husblas
  • 100 g hvid chokolade
  • ½ vaniljestang
  • 2 tsk sukker
  • 90 g fløde
  • ½ citron, saften
  • 90 g pasteuriserede æggehvider

 

Desuden

  • 250-300 g jordbær
  • Lidt flager af hvid chokolade

 

Syltede jordbær: Skær jordbærerne i halve eller kvarte (alt efter bærernes størrelse). Kom bær og de øvrige ingredienser i en lille gryde, og kog op i et par minutter. Kom de syltede bær og jordbærsaften over i en skål. Sæt den på køl.

 

Hvid chokolademousse: Udblød husblassen i koldt vand. Hak chokoladen og kom i en skål. Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med 1 tsk sukker. Kom vaniljesukker og fløde i en lille gryde, og lad det koge op. Tilsæt den udblødte, knugede husblas. Hæld langsomt den varme fløde over chokoladen under omrøring med en dejskraber. Tilsæt citronsaften.

 

Pisk æggehviderne stive med 1 tsk sukker og vend dem i chokoladen ved 35 grader. Kontroller temperaturen inden æggehviderne vendes i.

 

Anretning: Fordel de syltede jordbær i bunden af glassene. Gem lidt jordbærsaft på køl, som skal bruges til sidst. Hæld chokolademoussen i glassene, og sæt dem på køl til moussen har sat sig – gerne til dagen efter.

 

Skær de rå jordbær ud i kvarte, men gem 6 hele bær til pynt på toppen. Fordel bærerne oven på moussen og hæld lidt jordbærsaft over dem. Pynt til sidst med et helt jordbær og flager af hvid chokolade.

 

Klar, parat, spis!

 

2 tanker om "Hvid chokolademousse med jordbær"

  1. Super dejlig dessert. Har også prøvet at lave den med nektariner. Det var også lækkert og kan anbefales.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *