Hvid chokoladetærte med hindbær

Hindbærtærte med hvid chokolade1

 

Jeg har altid været glad for tærter. Det har I nok bemærket. Men hold nu k*** hvor har min begejstring taget ekstra høj fart gennem det sidste halve års tid. Der synes jeg virkelig, at det er lykkedes at diske op med nogle absurd skønne nogen af slagsen. Fx den mørke chokoladetærte med brombær, limetærterne med marengs eller mazarintærten med avokadocreme og hindbær. Åhh der er så mange… mums!

 

Denne her er ingen undtagelse. Det er en sprød tærte med hvid chokoladecremeux, hindbærgele og en masse friske hindbær. Den skal nydes kold, kan laves god tid i forvejen, og så smager den fuldstændig fortrinligt.

 

Rigtig god weekend!

 

Hindbærtærte med hvid chokolade10

Hindbærtærte med hvid chokolade3

 Hindbærtærte med hvid chokolade12

 

Ingredienser

Ca. 8 stykker

 

Mørdej

  • 60 g smør
  • 40 g flormelis
  • ½ æg
  • 130 g hvedemel
  • Et nip salt

 

Hindbærgelé

  • 300 g hindbær
  • 80 g sukker
  • ½ citron, saften

 

Hvid chokoladecremeux

  • 175 g hvid chokolade
  • 1 blad husblas
  • 3½ æggeblommer
  • 25 g sukker
  • 2 dl fløde
  • 1 dl mælk
  • 1 vaniljestang, kornene
  • En knivspids salt

 

Desuden

  • Hindbær til pynt

 

Mørdej: Ælt alle ingredienserne godt sammen. Sæt dejen på køl i en halv times tid. Beklæd en ca. 20 cm tærteform med mørdejen. Prik huller i mørdejen med en gaffel.

 

Kom et stykke stanniol over dejen. Fyld bunden med ris, bønner eller noget helt tredje, som kan holde bunden nede, mens den bliver bagt. Bag bunden i 20 minutter ved 175 grader. Lad bunden køle af.

 

Hindbærgelé: Kom alle ingredienserne i en gryde, og kog op i nogle minutter. Blend hindbærerne, sigt puréen og kog den ind i ca. 15 minutter til den er tyktflydende. Hæld geléen i den bagte tærte, og kom den på køl i en halv times tid til geléen har sat sig.

 

Hvid chokoladecremeux: Kom husblassen i koldt vand. Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Bland æggeblommer og sukker sammen i en skål med kun få pisk. Varm fløde, mælk, vaniljekorn og salt op til lige under kogepunktet i en kasserolle.

 

Hæld langsomt af den varme mælkefløde ned i æggeblandingen under piskning, og kom så det hele tilbage i gryden. Lad cremen tykne under middel varme indtil den når 85 grader. Sigt cremen ned i en skål. Vrid husblassen for vand, og rør den ud i cremen.

 

Hæld langsomt cremen over chokoladen, mens du rør i midten med en dejskraber. Cremen skal blive helt ensartet. Kør til sidst cremen igennem med en stavblender, så den får en endnu finere konsistens.

 

Mål ca. 1 deciliter creme af, som skal bruges til at pynte kagen. Kom cremen på køl. Hæld forsigtigt resten af cremen over hindbærgeléen, og lad den sætte sig på køl til dagen efter.

 

Pynt: Dekorer kagen med chokoladecreme og friske hindbær.

 

Nyd kagen kold!

 

2 tanker om "Hvid chokoladetærte med hindbær"

  1. Du skriver i fremgangsmåden ved mørdejen, at når den er æltet, skal man lave mazarinmassen – men der er ikke nogen opskrift på den og lige umiddelbart synes jeg heller ikke det ligner der er en mazarinmasse i kagen? Er jeg helt gal på den eller? :D

    • Godt spottet, Sofie! Det er selvfølgelig en fejl, som jeg nu har rettet. Tak :) Der er ingen mazarinmasse i tærten – kun lækker hindbærgelé og chokoladecreme toppet af med hindbær!
      Mange hilsner
      Anine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>