Julesmåkager i massevis

Julesmåkager i massevis

Traditionen tro, har min mor og jeg haft gang i den årlige julesmåkagebagning! Det er altid helt vanvittigt, så mange kager vi ender med at bage. I år har vi bagt finskbrød, jødekager, pebernødder og vaniljekranse. Der var så mange kager, at de fyldte et halvt sekspersoners spisebord, selvom de lå sirligt ordnet i lange rækker – fantastisk!

 

Finskbrød

Det her er min mors opskrift på finskbrød. I stedet for at drysse lidt sukker og nødder oven på kagerne, så bliver de vendt i perlesukker og hakkede hasselnødder. Det giver dem en let karamelliseret bund og en himmelsk smag af hasselnødder – mums!

Finskbrød1

Ingredienser

ca. 80 stk.

  • 350 g mel
  • 250 g smør
  • 100 g sukker

 

Desuden

  • 1 æg, sammenpisket med 5-6 korn groft salt
  • Perlesukker
  • Hakkede hasselnødder

 

Fremgangsmetode: Mel, smør og sukker æltes godt sammen. Dejen trilles i fingertykke stænger, og sættes i køleskabet i ca. 1 time. Skær dejen i 4 cm lange stykker. Dyp stykkerne i æg og derefter i hakkede hasselnødder blandet med perlesukker. Sæt småkagerne på bagepapir, hvor de trykkes lidt flade. Bag kagerne i en forvarmet ovn ved 200 grader i 10-12 minutter. Afkøl kagerne på bagepapir inden de lægges i en kagedåse.

 

Jødekager

Selvom denne her kage efterhånden er ved at være godt og grundigt politisk ukorrekt – ikke blot på grund af navnet, men nu også på grund af kanelen på toppen – så ændrer det ikke det mindste ved, at den lette småkage både dufter og smager skønt. Den er, og forbliver, i hvert fald et fast indslag i mit julesmåkagerepertoire!

Jødekager1

Ingredienser

Ca. 60 stk.

  • 300 g mel
  • 175 g smør
  • 110 g sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk hjortetakssalt

 

Desuden

  • 1 æggehvide, sammenpisket med 5-6 korn groft salt
  • 3 spsk sukker
  • 1 spsk kane

 

Fremgangsmetode: Mel, smør, sukker, æg og hjortetakssalt æltes godt sammen. Rul dejen tyndt ud, og udstik kager i passende størrelser, evt. med runde udstikkere, kageforme eller et glas. Kagerne sættes på bagepapir og pensles med sammenpisket æggehvide. Drys kanelsukker på kagerne, og bag dem i en forvarmet ovn ved 200 grader i 8-10 minutter. Pas på de ikke bliver mørke. Afkøl kagerne inden de lægges i en kagedåse.

 

Bemærk: Hvis du undervejs i bagningen synes, der lugter sært af ammoniak, så er det bare hjortetakssaltet. Du kan være helt rolig – kagerne tager hverken duft eller smag derefter!

 

Pebernødder

Man kan sagtens købe pebernødder i butikkerne, men det er altså en helt anden kage man får ved at bage den selv. De dufter ikke alene skønt af krydderier – de smager rent faktisk også mildt af peber!

Pebernødder2

Ingredienser

Ca. 130 stk.

  • 125 g smør
  • 125 g sukker
  • 1 æg
  • 285 g mel
  • 1/3 tsk stødt ingefær
  • 2/3 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk stødt kanel
  • 2/3 tsk natron
  • 1 knivspids hvid peber

 

Fremgangsmetode: Rør smør og sukker blødt. Tilsæt ægget. Bland mel, krydderier og natron, og kom det i smørcremen. Ælt dejen godt sammen. Tril dejen til kugler, og tryk dem lidt ned i bagepapiret. Bemærk, at pebernødderne hæver lidt under bagning, så der skal være lidt mellemrum mellem kuglerne. Bag pebernødderne i forvarmet ovn ved 200 grader i 10-12 minutter. Afkøl kagerne på bagepapir inden de lægges i kagedåse.

 

Vaniljekranse

Vaniljekranse er nok de småkager min mor bager flest gange i løbet af december måned – ja, det er rigtigt, én gang julesmåkagebagning er sjældent tilstrækkeligt. Selv elsker jeg vaniljekranse for deres lidt fede smør- og mandelsmag blandet med dejlige vaniljekorn.

Vaniljekranse1

Ingredienser

Ca. 100 stk.

  • 2 vaniljestænger
  • 125 g mandler
  • 500 g mel
  • 375 g smør
  • 250 g sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 æg

 

Fremgangsmetode: Skab vaniljekornene ud af stængerne, og bland med lidt af sukkeret. Hak mandlerne fint i en foodprocessor. Ælt mel, smør, sukker, mandler, vaniljesukker, æg, og vaniljekorn godt sammen. Stil dejen i køleskab ca. 1 time – gerne længere. Kør dejen gennem en kødhakker med en stjerneformet hulplade, så du har en masse lange stænger. Form stængerne til små kranse, og læg dem på bagepapir. Bag vaniljekransene i en forvarmet ovn ved 200 grader i 10-12 minutter. Hold øje med dem – de må ikke blive mørke! Afkøl kagerne helt inden de lægges de i kagedåse.

 

4 tanker om "Julesmåkager i massevis"

    • Sagtens. Småkagedejekan snildt stå i køleskab natten over eller endda i et par dage. Bare kom dejen i en bøtte med låg. God bagning!

    • Hvis du i øvrigt er interesseret i mine juleopskrifter fra denne jul, hvor jeg virkelig synes, at småkagerne sad lige i skabet, så skriver du bare. Så sørger jeg for, at de bliver tilgængelige :)

      • Halløj :)
        Er blevet vild med småkager fortiden, så ja det ville være pefekt. Min nye Kitchenaid maskine gør hele arbejdet, og det bliver bare lækkert til sidst! :) alle de opskrifter du kan finde, kan nemlig bruge det hele, da det er så nemt at læse og forstå! Ikke fordi jeg er sprogspasser, men der er bare nogle opskrifter på andre hjemmesider der gør det en smule besværligt!
        Hilsen Miranda

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>