Kransekagetop med lakrids

Kransekage11

For mig er det ikke rigtig nytår uden kransekage. Har du det også sådan? I så fald så kan du hente inspiration til en lidt alternativ kransekagetop her: En sort kransekagetop med lakrids, pyntet med sølvstøv. Nøj det er godt!

 

Jeg har brugt rålakrids i kransekagemassen, og vegetabilsk kul til at farve massen sort. Det vegetabilske kul har jeg fået tilsnusket mig hos en producent, og jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke ved, hvor det forhandles. MEN sort pastafarve kan sagtens bruges i stedet for, fx fra Wilton, som forhandles hos flere specialbutikker.

 

Det her er faktisk min første kransekagetop nogensinde. Derfor har jeg også researchet for at finde frem til en god fremgangsmetode. Jeg er endt med at hente inspiration hos Mette Blomsterberg i hendes fremgangsmetode til at lave en traditionel kransekagetop.

Lakridskransekage1Ingredienser

Ca. 8-10 personer

 

Kransekagemasse

  • 500 g rå marcipan
  • 150 g flormelis
  • 15 g rålakridspulver, fx fra Bülow
  • Sort farve, fx sort pastafarve
  • 40 g past. æggehvider

 

Glasur

  • 75 g flormelis
  • 30 g past. æggehvider

 

Kransekagemasse: Ælt marcipan, flormelis, rålakridspulver og sort farve sammen, gerne i en røremaskine. Tilsæt lidt efter lidt æggehvider til massen er ensartet. Den må ikke være klistret. Kom kransekagemassen i en plastikpose og læg den på køl i min. 2 timer (massen kan i øvrigt sagtens holde sig flere dage på køl).

 

Vej kransekagemassen af til klumper af 200 gram. Rul hver klump til lange stænger på ca. 65 cm. med samme tykkelse. Glat let overfladen på hver af stængerne ved at stryge håndfladen over dem, så de bliver trykket let flade. Stængerne løsnes fra bordet med en paletkniv.

 

Skær stængerne ud ved en længde på 8, 10, 12, 14 cm. osv. til al massen er opbrugt. Husk en kugle til toppen.

Lakridskransekage12

Hvert stykke samles til oprejste ringe på en bageplade beklædt med bagepapir. Brug lidt krudt på at sikre, at ringene har samme højde, så tårnet ikke tilter, når det skal samles. Bag kransekageringene med en ekstra bageplade under ved 175 grader i ca. 14 minutter. Lad dem køle helt af.

 

Glasur: Pisk flormelis og æggehvider til en hvid og luftig glasur. Glasuren er færdig, når den ikke flyder sammen, efter at piskningen stoppes. Kom glasuren op i et cornet (et kræmmerhus af bagepapir) eller en plastiksprøjtepose.

 

Opbygning: Find et fad, som kransekagetoppen skal samles på. Kom den største ring på fadet. Sprøjt glasur på ringen. Sæt den næststørste ring ovenpå, sprøjt glasur på og så fremdeles. Afslut med kuglen.

 

Pynt eventuelt kransekagetoppen med lidt sølvstøv eller noget andet festligt!

 

5 tanker om "Kransekagetop med lakrids"

  1. Hej Anine,

    Flot kransekage! Jeg tænker at lave den til Halloween. Bliver den så sort?
    Jeg frygter at stå med en grå og kedeligt udseende kransekage…

    Tak 🙂
    Mia

  2. Et rigtig godt, spændende og lykkebringende nytår ønskes 🙂
    Sikke en festlig og flot kransekage. Sort og med lakrids, det har jeg ikke forsøgt mig med endnu.
    Hvis du vil vinde et gavekort til et fotoshoot, så har jeg en nytårs giveaway kørende.
    Nytårs hilsner fra Maria

    • Mange tak skal du have Maria. Jeg håber også, at du får et rigtig godt og lykkebringende nytår 🙂
      Nytårshilsner fra Anine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *