Luksus toffifee

Luksus toffifee1

Her forleden hyggede mig med at lave nogle chokolader, der nok bedst kan beskrives som luksus toffifee. Jeg fik lyst til at lave chokoladerne, da jeg have en rest karamel tilbage fra et andet bageprojekt, som jeg gerne ville bruge til noget særligt. Og så tog det egentlig bare fart derfra – karamelliserede hasselnødder, nougat og karamel pakket ind i en skal af mørk chokolade.

 

Så hvis du har brug for lidt inspiration til den mere klassiske julekonfekt, er det her et godt bud på en haps, der smager utrolig lækkert.

Luksus toffifee2

Luksus toffifee4

Ingredienser

Ca. 32 stk.

 

Fyld

  • 1 ds kondenseret mælk
  • 2 spsk sukker
  • 32 hasselnødder (eller én til hver chokolade)
  • 150 g nougat

 

Desuden

  • 400 g chokolade, 70 pct.

 

Karamel: Fjern etiketten fra dåsen med kondenseret mælk, og lad den simre i rigeligt vand i 2-3 timer. Lad dåsen køle af koldt vand. Bemærk, at du langt fra skal bruge det hele, så smag endelig så sagerne 🙂

 

Karamelliserede hasselnødder: Smelt sukkeret på en pande og vend hasselnødderne rundt deri. Kom hasselnødderne over på et stykke bagepapir. Skil dem ad med en palet, så de afkøles enkeltvis.

 

Tempereret chokolade: Hak chokoladen fint. Kom 1/3 af chokoladen i en skål, og varm den resterende del op over vandbad. Når chokoladen er 52 grader, tages den af vandbadet og 2/3 hældes ned i skålen med hakket chokolade. Rør med en dejskraber til chokoladen er smeltet. Tilsæt mere af den varme chokolade, hvis den hakkede chokolade ikke er smeltet helt.

 

Step 1: Fyld chokoladeformen med chokolade, og bank den ned i bordet et par gange. Tøm så formen ned i skålen igen. Glat overfladen med en paletkniv. Vend formen på hovedet på en plade beklædt med bagepapir, og stil den i køleskab til chokoladen har sat sig.

 

Step 2: Sprøjt først chokoladeskallerne halvt op med karamel, dernæst smeltet nougat, og læg til sidst en hasselnød i chokoladerne. Sæt chokoladerne tilbage på køl i en times tid.

 

Vend chokoladerne ud ved at give formen et (eller flere) bank i bordet.

 

6 tanker om "Luksus toffifee"

  1. Hvor længe kan de holde sig vil du tro? Jeg vil nemlig lave dem når vi skal holde dåb, men vil være ked af at stå og lave dem dagen før, da der helt sikkert er en masse der skal laves der! 🙂

    • De kan sagtens laves flere dage i forvejen uden at blive kedelige – det vanskelige bliver at lade være med at spise dem, når først de er lavet 🙂
      Stort tillykke med den lille!

  2. hej. de ser så fine ud. men jeg er ikke helt med på hvad du gør med nougaten? kommer den bare direkte fra emballagen og i?

    • Tak Isabel! Nej, nougaten skal lige smeltes, så kan den kan blive ‘støbt’ i formen. Det fremgår tydeligere af opskriften nu 🙂

  3. Hej!
    Jeg fald over de her lækre toffifee, men jeg forstår ikke helt opskriften ved step 1..
    Har du en speciel form, eller hvordan får du chokoladen til kun at sætte sig i kanten? 😀
    Og hælder du det i formen når chokoladen er varm eller lader du den køle af først :D?
    Hehe du må meget gerne komme med en mere detaljeret beskrivelse hvis du har lyst/tid 😀

    • Jeg vil altid gerne svare på spørgsmål 🙂 Nej, jeg har ikke en speciel chokoladeform. Alle mine forme er dog i hård plastik.
      Det fungerer sådan, at du først tempererer chokoladen, som beskrevet i opskriften. Når det er gjort fylder du hele formen med chokolade, og banker den et par gange i bordet. Chokoladen er altså varm. Så tager du og vender formen på hovedet hen over chokoladeskålen, og lader chokoladen løbe ud igen. Det hele vil ikke løbe ud, men sidde fast langs kanten. Skrab formen med en paletkniv, så der ikke sidder en masse chokolade på oversiden af formen. Læg formen med hullerne nedad på et stykke bagepapir og sæt formen i køleskabet til chokoladen har sat sig – det tager ca. 15 min. Chokoladen løber i øvrigt ikke ned selvom du vender den på hovedet, da det simpelthen chokker over at komme i køleskabet. Skriv igen, hvis der er noget, som ikke giver mening 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *