Macarons med dulce, lakrids og havsalt

Macarons med salt dulce og lakrids10

 

I går aftes klokken ca. 21.30 besluttede jeg mig for, at det var en god idé at smutte i køkkenet og bage fine små franske kager.

 

Det virkede ligesom helt naturligt, efter at jeg lige havde ligget på min sofa og kørt næsten en hel pose M&Ms med peanuts ned til Inglorious Bastards… :D Den film kan altså et eller andet!

 

Nå, men tilbage til kagerne. Jeg har nemlig længe villet bage en fortolkning af Johan Bülows bronze lakridskugler med dulce de leche og havsalt. Hvorfor? Såmænd bare fordi jeg synes, at de smager smadder godt.

 

Det er der så blevet en omgang bronzefarvede macarons med dulce de leche, mælkechokolade, en kerne af sød lakridssirup og havsalt ud af.

 

Orhh tænker du måske. Det gør jeg i hvert fald. Og med rette. For de er kanon gode. Mums!

 

Mange hilsner

Anine

 

Macarons med salt dulce og lakrids9

Macarons med salt dulce og lakrids11

 

Ingredienser

Ca. 30 stk.

 

Macarons

  • 150 g mandelmel
  • 130 g flormelis
  • 20 g kakao
  • 125 g æggehvide
  • 170 g sukker
  • 55 g vand

 

Ganache

  • 100 g mælkechokolade
  • 3/4 dl fløde
  • 150 g dulce de leche (kogt kondenseret mælk)

 

Desuden

  • Bronzestøv
  • Sød lakridssirup, fx fra Johan Bülow
  • Lidt havsalt

 

Macarons: Sigt mandelmel, flormelis og kakao i en skål. Rør 60 gram æggehvider i massen med en dejskraber.

 

Kom de resterende æggehvider i en anden skål, og pisk indtil æggehviderne er hvide og luftige. Kog imens sukker og vand op til 120 grader i en lille gryde. Hæld langsomt den varme sirup ned i æggehviderne, og pisk indtil marengsen er sej og kølet næsten af.

 

Vend marengsen i mandelblandingen.

 

Kom dejen i en sprøjtepose med rund tyl. Jeg har brugt en tyl på 0,5 cm. Sprøjt bunde ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i 10 minutter ved 150 grader. Lad bundene køle af inden de fjernes fra bagepapiret.

 

Pensl kagerne med bronzestøv.

 

Ganache: Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Kog fløden op og hæld lidt efter lidt den varme fløde over chokoladen, mens du rører med en dejskraber. Tilsæt dulce de leche og kør cremen homogen med en stavblender. Lad cremen sætte sig – eventuelt ved at komme den på køl i en times tid eller ved at lade den stå på køkkenbordet natten over.

 

Opbygning: Kom ganachen i en sprøjtepose og sprøjt en cirkel på halvdelen af bundene. Kom lakridssirup i hullerne og drys med havsalt. Læg til sidst “låg” på kagerne.

 

Velbekomme!

 

2 tanker om "Macarons med dulce, lakrids og havsalt"

  1. Haps! Hvor ser de lækre ud. Jeg elsker nemlig også de Bülow-lakridskugler så de her er absolut selvskrevne til af blive prøvet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>