Macarons med hvid chokolade

Macarons med hvid chokoladecreme2

Efter en lille pause fra kagebageriet bryder jeg nu tavsheden med opskriften på de her skønne macarons med hvid chokolade, vanilje og citron. De er virkelig gode og kan varmt anbefales!

 

Det har været nogle skøre uger for mit vedkommende med masser af arbejde, mange aftaler i kalenderen, en tur til London og kage i tankerne.

 

Jeg forbereder lige nu med et større tema, som jeg glæder mig smadder meget til at løfte sløret for. Jeg kan sige så meget, at jeg har en forholdsvis stor kagebund til at køle af på mit køkkenbord, fordi temaet omhandler en begivenhed, der typisk involverer en del mennesker…

 

I denne her uge er der i øvrigt sket en vældig spændende ting for mit vedkommende – jeg er med i en artikel i Alt for Damerne om kager! Den er jeg smadder glad for.

 

Rigtig god weekend folkens!

Macarons med hvid chokoladecreme3

Ingredienser

Ca. 20 stk.

 

Hvid chokoladecreme

  • 1 blade husblas
  • 75 g hvid chokolade
  • ½ vaniljestang
  • 1 tsk sukker
  • 2 dl fløde
  • 1 citron, saften

 

Macarons

  • 100 g mandler
  • 100 g flormelis
  • 40 g + 45 g æggehvide
  • 115 g sukker
  • 75 g vand
  • Spiseligt kobber- eller guldstøv til pensling

 

Hvid chokoladecreme: Udblød husblassen i en skål med vand. Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Skrab vaniljekornene ud af stangen og bland med sukkeret. Kom vaniljesukker, den tomme vaniljestang, fløde og citronsaft i en gryde, kog det op.

 

Vrid husblassen for vand, og rør den ud i fløden. Hæld lidt efter lidt den varme fløde over chokoladen, mens du rører med en dejskraber. Sæt cremen på køl natten over eller til den har sat sig helt (kom det eventuelt i fryseren, hvis det gerne må gå lidt stærkt).

 

Macarons: Blend  mandlerne fint. Sigt mandelmel og flormelis i en skål, og rør 40 gram æggehvide i blandingen med en dejskraber. Sæt skålen til side.

 

Kom de resterende 45 gram æggehvide i en skål, og pisk ved middel hastighed indtil æggehviderne er hvide og luftige. Tilsæt en teske sukker og pisk videre ved lav hastighed. Kog imens sukker og vand op til 120 grader i en lille gryde. Hæld langsomt den varme sirup ned i æggehviderne, og pisk indtil marengsen er blevet blank og kølet af. Det tager lige et par minutter.

 

Vend trefjerdedele af marengsen i mandelblandingen. Nu gælder det om at finde frem til den rette konsistens. Dejen skal ligesom kunne flyde ud, så der ikke kommer toppe, når den bliver sprøjtet ud, men må heller ikke være så flydende, at den løber. Tilsæt mere marengs efter behov.

 

Kom dejen i en sprøjtepose med rund tyl. Jeg har brugt en tyl på 1 cm. Sprøjt bunde ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i 3 minutter ved 150 grader varmluft, og derefter i 10 minutter ved 140 grader. Lad bundene køle af inden de fjernes fra bagepapiret.

 

Pensl macaronsne med kobber- eller guldstøv.

 

Opbygning: Pisk den kolde chokoladecreme luftig og tyk. Kom cremen i en sprøjtepose og sprøjt hvid chokoladecreme på halvdelen af bundene, og læg dem sammen.

 

Opbevar kagerne på køl indtil de skal spises.

 

6 tanker om "Macarons med hvid chokolade"

  1. Hej! Jeg faldt lige over denne opskrift, og tænkte om det var muligt blot at putte en dråbe blå farvestof i dejen, så de blev fint farvet. Eller vil det ikke gå?

    Venligst Nikoline

    • Hej Nikoline
      Du kan sagtens farve dejen. Overvej at bruge pastafarver til indfarvningen – de er rigtig nemme at bruge.
      Mange hilsner
      Anine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *