Macarons med mælkechokolade og solbær

For ganske nylig besøgte jeg min mor, som gav mig lov til at ribbe hendes solbærbusk, så jeg kunne lave solbærsylt til kager. Lækkert! Lidt af sylten har jeg brugt til at lave de her små lækkerbiskener – der om end de kræver lidt tålmodighed – uden tvivl er det hele værd!

 

De let sprøde macarons holder sammen om en fløjlsblød mælkechokoladecreme, der kaldes cremeux, og inde i midten af hele herligheden gemmer der sig en lille smule solbærsylt. Mmm hvor de smager himmelsk!

Ingredienser

Ca. 20 stk.

 

Syltede solbær

  • 50 g solbær
  • 35 g sukker
  • 1 tsk vand

 

Cremeux

  • 1 blad husblas
  • 100 g god mælke chokolade (fx Valrhona Andoa Lait 39%)
  • 1 dl piskefløde
  • 1 dl sødmælk
  • ½ vaniljestang
  • 2 æggeblomme
  • 20 g sukker

 

Macarons

  • 100 g mandelmel
  • 100 g flormelis
  • 40 g + 45 g æggehvide
  • 115 g sukker
  • 75 g vand
  • Lidt lilla pastafarve

 

Pynt

  • Lidt frysetørret solbær

 

Syltede solbær: Kom sukker, solbær og vand op i en tykbundet gryde, og bring det i kog. Lad det småkoge i ca. 5-10 minutter til bærerne begynder at blive bløde og sukkeret er helt opløst. Hæld sylten på et rent glas og sæt den i køleskab til næste dag. Hvis du ikke gider – eller har tid til – at sylte bærerne selv, så er jeg sikker på, at lidt solbærsyltetøj også kan gøre det.

 

Cremeux: Udblød husblassen i en skål med koldt vand. Hak mælkechokoladen fint og kom den i en skål. Kom fløde, mælk, vaniljekorn og den tomme vaniljestang op i en gryde, og bring det tæt på kogepunktet. Pisk æggeblomme og sukker sammen i en skål, så det kun lige er en ensartet masse. Hæld en tredjedel af den varme mælkefløde ned i æggeblandingen under piskning, og kom så det hele tilbage i gryden. Lad cremen tykne under svag varme indtil den når 85 grader. Sigt cremen ned i en skål. Vrid husblassen for vand, og rør den ud i den varme creme.

 

Hæld nu den varme creme over mælkechokoladen, mens du rør i midten med en dejskraber. Cremen skal blive helt ensartet. Kør til sidst cremen i gennem med en stavblender, så den får en endnu finere konsistens. Hæld cremen ned i en flad beholder, og dæk overfladen til med husholdningsfilm. Sæt cremen på køl til næste dag.

 

Macarons: Sigt mandelmel og flormelis i en skål, og rør 40 gram æggehvide i blandingen med en dejskraber. Sæt skålen til side.

 

Kom de resterende 45 gram æggehvide i en skål, og pisk ved middel hastighed indtil æggehviderne er hvide og luftige. Tilsæt en teske sukker og pisk videre ved lav hastighed. Kog imens sukker og vand op til 120 grader i en lille gryde. Hæld langsomt den varme sirup ned i æggehviderne under kraftig piskning. Tilsæt efter et minuts tid den lilla farve. Fortsæt med at piske indtil marengsen er blevet blank og kølet af. Det tager lige et par minutter.

 

Vend trefjerdedele af marengsen i nøddeblandingen. Nu gælder det om at finde frem til den rette konsistens. Dejen skal ligesom kunne flyde ud, så der ikke kommer toppe, når den bliver sprøjtet ud, men heller ikke være så flydende, at den løber. Tilsæt mere marengs efter behov.

 

Kom dejen i en sprøjtepose med rund tyl. Jeg har brugt en tyl på 1 cm. Sprøjt bunde ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i 3 minutter ved 150 grader varmluft, og derefter i 10 minutter ved 140 grader. Lad bundene køle af inden de fjernes fra bagepapiret.

 

Pynt: Sigt lidt frysetørret solbær over halvdelen af bundene lige så snart du har taget dem ud af ovnen. Lad bundene afkøle helt på køkkenbordet.

 

Opbygning: Kom cremeuxen ned i en sprøjtepose med en lille rund tyl. Sprøjt en cirkel creme rundt på bundene, så der stadig er plads til ét syltet solbær inde i midten. Læg solbærsylten ind i midten, og kom ”låget” med frysetørret solbær på toppen. Sæt nu de færdige makroner på køl, og lad dem sætte sig i nogle timer eller til næste dag – du vil ikke fortryde det!

 

3 tanker om "Macarons med mælkechokolade og solbær"

  1. Hej, sikker en lækker opskrift, de skal klart laves her når min datter skal døbes. Men måske du kan hjælpe mig med om jeg kan lave dem i forvejen, da jeg skal lave en del men jo heller ikke vil de bliver bløde. Håber du kan hjælpe.

  2. Pingback: Brombærlagkage | Anines – Kagekærlighed i massevis

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *