Macarons med et orange tvist

Franske makroner med orange tvist1

Hold op hvor har december måned bare været helt vanvittigt travl for mit vedkommende – men mon jeg er den eneste, der føler tiden flyver af sted… det tror jeg ikke. Det har i hvert fald betydet, at jeg ikke har fået bagt helt så meget, som jeg gerne ville.

 

Jeg har nu alligevel formastet mig til at lave de skønneste jule-macarons. For at give de skønne små kager en smag og et udseende der klæder december måned, har jeg lavet den lækreste chokoladeganache med appelsin, kanel, kardemomme og nelliker, og så har jeg tilmed gjort dem orange, så de ligner små klementiner :)

Franske makroner med orange tvist2

Franske makroner med orange tvist3

Ingredienser

Ca. 20 stk.

 

Macarons

  • 100 g mandelmel
  • 100 g flormelis
  • 40 g + 45 g æggehvide
  • 115 g sukker
  • 75 g vand
  • Lidt orange pastafarve

 

Appelsinganache

  • 100 g chokolade, 70 pct.
  • ½ tsk kanel
  • ½ tsk kardemomme
  • ¼ tsk nelliker
  • 1 dl fløde
  • 30 g honning
  • 30 g smør
  • Skal af ½ appelsin
  • 3 spsk appelsinsaft

 

Macarons: Sigt mandelmel og flormelis i en skål, og rør 40 gram æggehvide i blandingen med en dejskraber. Sæt skålen til side.

 

Kom de resterende 45 gram æggehvide i en skål, og pisk ved middel hastighed indtil æggehviderne er hvide og luftige. Tilsæt en teske sukker og pisk videre ved lav hastighed. Kog imens sukker og vand op til 120 grader i en lille gryde. Hæld langsomt den varme sirup ned i æggehviderne under kraftig piskning. Tilsæt efter et minuts tid den orange farve. Fortsæt med at piske indtil marengsen er blevet blank og kølet af. Det tager lige et par minutter.

 

Vend trefjerdedele af marengsen i nøddeblandingen. Nu gælder det om at finde frem til den rette konsistens. Dejen skal ligesom kunne flyde ud, så der ikke kommer toppe, når den bliver sprøjtet ud, men heller ikke være så flydende, at den løber. Tilsæt mere marengs efter behov.

 

Kom dejen i en sprøjtepose med rund tyl. Jeg har brugt en tyl på 1 cm. Sprøjt bunde ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i 3 minutter ved 150 grader varmluft, og derefter i 10 minutter ved 140 grader. Lad bundene køle af inden de fjernes fra bagepapiret.

 

Appelsinganache: Hak chokoladen fint, og kom den i en skål med krydderierne. Bring fløde, honning og smør i kog. Hæld langsomt den kogende fløde ned til chokoladen under omrøring med en dejskraber. Tilsæt endelig appelsinskal og -saft. Rør til ganachen helt blank. Lad ganachen hvile i skålen på køkkenbordet til den har konsistens som meget blødt smør.

 

Opbygning: Kom appelsinganachen mellem de afkølede bunde.

 

2 tanker om "Macarons med et orange tvist"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>