Mazarintærte med hindbær og avokadocreme

Mazarintærte med hindbær og avokado2

 

I dag har jeg været ude at plukke hindbær i læsevis – 1,6 kg for at være helt nøjagtig.

 

Bærerne smager fantastisk, og jeg er total begejstret over at have opdaget buskene. De står nemlig godt gemt af vejen, bugner af bær og jeg er vidst den eneste, der kender til dem. Ved godt, at jeg lyder (og er) lidt af en pluk-selv-sylte-tosse 🙂

 

Det betyder, at der skal diskes op med nogle hindbærskønne kager og andre søde sager her på bloggen! Den første i rækken er denne her underskønne mazarintærte med avokadocreme og hindbær. Den må I simpelthen prøve!

 

Mazarintærte med hindbær og avokado7

Mazarintærte med hindbær og avokado4

 

Ingredienser

Ca. 8 stykker

 

Mørdej

  • 60 g smør
  • 40 g flormelis
  • ½ vaniljestang, kornene
  • ½ æg
  • 130 g hvedemel
  • Et nip salt

 

Mazarinmasse

  • 130 g marcipan
  • 80 g sukker
  • 50 g blødt smør
  • 1½ æg

 

Avokadocreme

  • 150 g avokado
  • 100 g mascarpone
  • 20 g flormelis
  • 2 tsk vaniljesukker
  • ½ citron, saften

 

Desuden

  • Ca. 200 g hindbær til pynt

 

Mørdej: Ælt alle ingredienserne godt sammen. Sæt dejen på køl i en halv times tid, mens du laver mazarinmassen. Beklæd en ca. 20 cm tærteform med mørdejen. Prik huller i mørdejen med en gaffel.

 

Mazarinmasse: Ælt marcipan, sukker og smør godt sammen. Tilsæt æg og pisk mazarinmassen luftig. Kom mazarinmassen i formen, og bag tærten i 20-23 minutter ved 175 grader. Lad kagen køle helt af.

 

Avokadocreme: Kom alle ingredienserne i en foodprocessor. Kør cremen ensartet og fin. Kom cremen i en sprøjtepose med en rund tyl.

 

Pynt: Dekorer tærten med avokadocremen og pynt med friske hindbær.

 

Velbekomme!

 

6 tanker om "Mazarintærte med hindbær og avokadocreme"

  1. Mums!! Medbragte denne kage til fødselsdag og den var ET HIT! så lækker, både tung og frisk på samme tid og ikke mindst utrolig smuk! Så fedt for en som mig, som er lidt en klovn til at få kager til at se godt ud, for det gjorde den her bare! Så anbefalelsesværdig! Tak for en super opskrift!

    bedste hilsner Amanda 🙂

    • Hvor er det bare dejligt at høre! Jeg er virkelig glad for, at den blev lige som den skulle 🙂

      Rigtig god weekend,
      Anine

  2. den er SÅ fin! Har tænkt mig at bage den til weekenden- har blot ét spørgsmål: skal avokadocremen laves umiddelbart før servering eller kan den godt laves dagen før? Normalt bliver avokadoer jo hurtigt ‘brune’ i det?

    de bedste hilsner Amanda 🙂

    • Hej Amanda
      Det må du gøre. Den smager virkelig dejligt!
      Du har helt ret i, at det er bedst at lave cremen på selve dagen, fordi den ellers kan blive lidt kedelig i farven. Jeg plejer at lave cremen af avokadoer, som ikke har en eneste snært af noget brunt på sig – så hellere en avokado der er lidt til den hårde side. Citronsaften hjælper i øvrigt på at holde farven.
      Mange hilsner
      Anine

    • Tusind tak for de søde ord om kagen Maria. Den smager også lige så godt, som den er fin 🙂

      Flittig ved jeg nu ikke – jeg har brugt det sidste lange stykke tid på at holde ferie og komme heeelt ned i gear. Selvfølgelig betyder det kager for mig, men roen har virkelig sænket sig. Nyder lange morgener, ikke at skulle noget – så dejligt!

      Mange hilsner
      Anine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *