Müslibarer med kakao, hasselnødder og tranebær

Muslibarer med hasselnødder og tranebær6

 

For efterhånden et par uger siden deltog jeg i et bageseminar om müslibarer. Noget, der umiddelbart kan virke en smule for sundt til min blog, men så alligevel…

 

Det er jo muligt at lave müslibarer af stort set alle nødder, kerner, tørrede frugter, frø og så selvfølgelig chokolade. Tænkte, at hvis nu jeg pladrede lidt chokolade på barerne, så ville I nok ikke tænke, at der var konceptforvirring her på bloggen :)

 

Derfor har jeg bagt nogle müslibarer med kakao, tørrede tranebær, hasselnødder og en masse forskellige frø, som er dyppet halvt i hvid chokolade. På den måde kan man stadig se strukturen i müslibaren… men ærlig talt er det jo kun din indre chokoladegris, der sætter grænser her!

 

Jeg kan på det kraftigste anbefale, at du kommer i gang med at bage müslibarer. Det er vildt nemt, hammer lækkert og så er det egentlig også en god måde at få brugt nogle af alle de frø, kerner mv. som måske ellers ikke bliver omsat så hurtigt i køkkenet.

 

Mange hilsner

Anine

 

Muslibarer med hasselnødder og tranebær4

Muslibarer med hasselnødder og tranebær5

 

Ingredienser

Ca. 10-12 stk.

 

  • 80 g hasselnødder
  • 40 g rugkerner (klar til brug)
  • 40 g hørfrø
  • 40 g solsikkekerner
  • 10 g kakao
  • 60 g tørrede tranebær
  • 80 g lys sirup

 

Desuden

  • 200 g hvid chokolade

 

Müslibarer: Rist hasselnødderne i 5 minutter i ovnen ved 175 grader. Nuller skallen af nødderne og kom dem i en skål. Tilsæt alle de andre ingredienser, og rør godt rundt.

 

Kom massen i en 15 x 15 form med bagepapir. Bag müslibarerne i ca. 25 minutter ved 150 grader.

 

Lad müslibarerne køle helt af på køkkenbordet – gerne til dagen efter. Siruppen skal nemlig sætte sig, så det bliver muligt at skære dem ud.

 

Skær müslibarerne ud i den størrelse, du gerne vil have.

 

Overtræk: Hak chokoladen. Smelt 2/3 af chokoladen over vandbad til den er 45 grader, og kom den resterende 1/3 i en skål. Hæld den varme chokolade over den hakkede chokolade, og rør med en dejskraber til chokoladen er smeltet.

 

Dyb müslibarerne i chokoladen, og lad dem størkne på bagepapir.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>